Undgå skorstensbrand og få mest muligt ud af dit brænde.
De vigtigste elementer til en korrektfyring i din brændeovn er:
Tørt brænde
Kløvet i passende små stykker.
Forbrænding med passende mængde ilt.
Offentliggjort 26.10.11 kl. 14:08
Rigtig optænding kan fjerne 80 pct. af partiklerne i røgen, lyder det fra Miljøstyrelsen.
De cirka 750.000 brændeovne i Danmark er ifølge Miljøstyrelsen den største kilde til luftforurening. Men det vil styrelsen nu gøre noget ved med en oplysningskampagne, der skal få danskerne til at tænde rigtigt op og fyre rigtigt i brændeovnen.
Kampagnen udspringer af en schweizisk undersøgelse, som har vist, at op til 80 pct. af de sundhedsskadelige partikler kan fjernes fra røgen ved at tænde op på en anden måde end den gængse. Det vil have stor betydning for luften både inde og ude.
I stedet for at tænde op i bunden, skal brændestykker og pindebrænde stables op i lag med luft imellem - og så skal der tændes op i toppen, så forbrændingen sker nedad, som med et stearinlys. Læs mere hos Miljøstyrelsen.
Ifølge den scwheiziske undersøgelse og Miljøstyrelsen bør optændingen i brændeovnen foregå således:
Læg to stykker brænde i bunden. Ovenpå stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppe fra og ned som et stearinlys.
For meget brænde eller for store stykker kan hæmme lufttilførslen. Derfor skal du fyre med mindre stykker træ, så ilden kan få godt fat. Det anbefales, at de enkelte brændestykker ikke er længere end cirka 28 centimeter og højst 6-8 centimeter tykke.
Miljøstyrelsen anbefaler, at træet har været lagret i 1-2 år, inden det bruges i brændeovnen. Dermed er man sikker på, at træet er tørt og rent.
Samtidig understreger styrelsen, at det som privatperson er forbudt at afbrænde affald. Det gælder også affaldstræ som paller, spånplade-rester, gamle plankeværk, havemøbler og alle andre former for behandlet træ.
Dette skal i stedet afleveres på den lokale genbrugsstation.
|